Severins supergode kager - fra os til dig
Brombærkage – 12-15 personer
Browniebund:
Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad.
Pisk æg og sukker let sammen og vend chokoladeblandingen i.
Rør mel, kakao og salt i.
Hæld dejen i en springform (18 cm i diameter), hvor bunden er beklædt med bagepapir.
Bag bunden ved 175 grader i ca. 30 min. Lad den køle af i køleskabet, mens du laver moussen.
Brombærmousse:
Læg husblas i en skål med koldt vand i ca. 5 min. Kom brombær, flormelis, vaniljekorn og citronsaft i en gryde og giv det et lille opkog. Si massen, så du slipper for brombærkerner. Kom puréen tilbage i gryden og sæt den tilbage på blusset. Vrid husblassen fri for vand og kom den ned i brombærpuréen. Rør rundt indtil husblassen er opløst. Kom puréen i en lille skål og sæt den i køleskabet ca. 30 minutter.
Pisk 1,5 dl. fløde til skum. Kom skyr ned til den piskede fløde og pisk videre. Vend den afkølede brombærpuré i og fordel moussen på browniebunden. Sæt kagen på køl i nogle timer/natten over, så moussen sætter sig.
På dagen:
Pisk 1,5 dl. fløde og smør kanten af kagen med den.
Pres de hakkede hasselnødder ind på den smurte kant.
Server med friske eller frysetørrede bær.
Browniebund:
120 g mørk chokolade
60 g smør
2 æg
180 g sukker
30 g hvedemel
10 g kakaopulver
1 knsp havsalt
Brombærmousse:
300 g brombær
50 g flormelis
1 vaniljestang (korn)
2 spsk frisk citronsaft
3 blade husblas
1,5 dl piskefløde
120 g skyr (vanilje)
Pynt:
1,5 dl piskefløde
200 g diverse bær
200 g hakkede hasselnødder
