Se vores muligheder

Opskrift på brombærkage

Brombærkage - Severins opskrifter på kager, salater og retter

Brombærkage

– 12-15 personer

Prøv Severins himmelske brombærkage med en skøn kombination af chokolade og brombær. Kagen er kombineret af en smovset browniebund og en sød og syrlig brombærmousse.

Pynt kagen med dine yndlingsbær, og dekorér siderne med hakkede nødder. Så har du en skøn kage, der er perfekt til  særlige lejligheder.

Prøv også: Efterårs moussekage

Ingredienser

Browniebund:
120 g mørk chokolade
60 g smør
2 æg
180 g sukker
30 g hvedemel
10 g kakaopulver
1 knsp havsalt

Brombærmousse:
300 g brombær
50 g flormelis
1 vaniljestang (korn)
2 spsk frisk citronsaft
3 blade husblas
1,5 dl piskefløde
120 g skyr (vanilje)

Pynt:
1,5 dl piskefløde
200 g diverse bær
200 g hakkede hasselnødder

Sådan gør du

Browniebund:

– Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad.

– Pisk æg og sukker let sammen og vend chokoladeblandingen i.

– Rør mel, kakao og salt i.

– Hæld dejen i en springform (18 cm i diameter), hvor bunden er beklædt med bagepapir.

– Bag bunden ved 175 grader i ca. 30 min. Lad den køle af i køleskabet, mens du laver moussen.

Brombærmousse:

– Læg husblas i en skål med koldt vand i ca. 5 min. Kom brombær, flormelis, vaniljekorn og citronsaft i en gryde og giv det et lille opkog.

– Si massen, så du slipper for brombærkerner.

– Kom puréen tilbage i gryden og sæt den tilbage på blusset. Vrid husblassen fri for vand og kom den ned i brombærpuréen.

– Rør rundt indtil husblassen er opløst. Kom puréen i en lille skål og sæt den i køleskabet ca. 30 minutter.

Pisk 1,5 dl. fløde til skum. Kom skyr ned til den piskede fløde og pisk videre.

– Vend den afkølede brombærpuré i og fordel moussen på browniebunden. Sæt kagen på køl i nogle timer/natten over, så moussen sætter sig.

På dagen:

– Pisk 1,5 dl. fløde og smør kanten af kagen med den.

– Pres de hakkede hasselnødder ind på den smurte kant.

– Server med friske eller frysetørrede bær.