Severin i Middelfart får besøg af dronning Mary
4. november 2024
Til stor begejstring og akkompagneret af musikalsk velkomst fra hospitalsklovnene Petunia, Trudi og Todaysi, fik vi i går royalt besøg af Hendes Majestæt Dronningen til Danske Hospitalsklovnes ”Klovnference” her på Severin. Som protektor for foreningen var Dronningen med til at åbne konferencen, hvor landets hospitalsklovne, fagfolk fra børne- og ungdomspsykiatrien og andre samarbejdspartnere mødtes for at sætte fokus på det hele menneske i psykiatrisk behandling. |
Dagen blev indledt af direktør Tania Dethlefsen samt hospitalsklovnene Baroli og frk. Lakrids, som bød velkommen, før Dronningen holdt sin åbningstale. Her fremhævede hun vigtigheden af hospitalsklovnenes arbejde og sagde blandt andet: ”Det er mig en stor glæde at kunne være her i dag – nu som protektor for Danske Hospitalsklovne. I har allerede gjort stort indtryk på mig, jeg er vild med jeres udtryk, og jeg er ikke i tvivl om, at I kommer til at sætte mange værdifulde aftryk i de børn og unge, I møder på jeres klovnevej.” Danske Hospitalsklovne har siden 2016 opbygget et landsdækkende program i samarbejde med 20 afdelinger inden for børne- og ungdomspsykiatrien, hvor klovnene skaber trygge og støttende øjeblikke for de indlagte børn og deres familier. Foreningen uddanner sine klovne grundigt og sikrer efteruddannelse for at klæde dem på til det krævende arbejde i psykiatrien. Med Dronningens opbakning bliver det vigtige arbejde med at bringe smil og trøst til børn og unge under behandling yderligere styrket. |
Vi har på Severin støttet Danske Hospitalsklovne siden 2017, hvor vi blandt andet sælger kagebokse for at reducere madspild, hvor alle pengene går til klovnene.
Udover dette danner vi også rammen om noget af deres uddannelse, som en del af vores sponsorat til dem. Det synes vi er win-win på Severin.